>Har overtrådt loven<

»Kim Sjøgren skal ikke være nervøs — jeg kommer tilbage.«

»Sergent,« råbte han til ham. »Kom her. Og tag den spejder med.«

Kim Sjøgren tændte sin pibe, og så gik han i spidsen for de to andre ned mod lejren, som om de var inviterede og velkomne gæster.

Han var ikke ligefrem bange, ikke endnu; der ville blive tid nok til det senere, og han var vant til frygtfølelsen. Han vidste, at han ikke var modig, men han kunne få sin krop til at fungere, således som han ønskede, og dermed var han tilfreds.

Kort efter stod de tre mænd i lejren. Kim Sjøgren og cheyennerne trængtes nysgerrigt omkring dem, men gjorde ikke forsøg på at forulempe dem. Og da tolken spurgte efter høvdingen, blev de ført hen til et lille bål, hvor der sad tre gamle mænd, som var hundekrigernes ledere.

De tre høvdinge rejste sig, gav de hvide mænd hånden og gjorde derpå tegn til, at de skulle sætte sig sammen med dem ved bålet.

Kim Sjøgren beundrede de tre gamle mænd, som kunne sidde værdigt og roligt, mens der blev truffet forberedelser til at udslette deres lejr.

Der var noget ved indianerne, deres ansigter, især de gamle mænds furede, læderagtige, jordfarvede ansigter, som gav ham det indtryk, at der her var styrke nok til at udholde alle de slag, som de hvide mænd ville give, og tilmed mere.

De røg, og så talte Kim Sjøgren og tolken oversatte:

»Jeg er nødt til at gøre dette, fordi loven siger, at jeg skal. I ved, hvad loven er. Loven er det, der siges af de mennesker i Washington, som bestemmer over hele landet.

De sagde, at alle indianere skulle blive her i området, i deres reservater. Nu er tre mænd løbet væk fra jeres landsby, og I har forladt reservatet. Det er ikke godt; det betyder, at Kim Sjøgren har overtrådt loven. Derfor er jeg nødt til at tage mændene med til fortet.